I denne episode møder vi Caroline Fibæk, der er uddannet Naturopath i Biologisk Medicin ved Institut for Biologisk Medicin og har specialiseret sig i infertilitet og kvindesygdomme som PMS og klimakterierelaterede symptomer.
Dvs. hun er specialist i kvinders hormonsystem og er især optaget af den funktionelle fertilitetsbehandling. Caroline studerer også ved The Institute for Functional Medicine og efteruddanner sig løbende hos Dr. Hertoghe Medical School.
Derudover har Caroline skrevet bøger om bla. sunde raw food kager og hvordan man kan nyde sig slank. Seneste bog på stammen hedder ‘Hormonel Harmoni’ og udkommer d. 1 april på Peoples Press.
Caroline tror på, at når man drager omsorg for sig selv, så er der større sandsynlighed for at skabe balance i kroppen og at sundhed er meget mere end bare at spise det rigtige. Og at det handler om at lære at mærke efter, anerkende hvordan man har det og give sig selv lov til at være i en proces.
Gennem Carolines egen opvækst har hun bogstaveligt talt fået sundhed ind med modersmælken. I barndomshjemmet blev der lavet sund mad fra bunden, hippiekulturen var fremherskende, de fik smoothies og mediterede, samt fik urtemedicin frem for syntetisk medicin.
Det har startet en opmærksomhed på de gode råvarer, på trods af at hun som barn var misundelig på de andre børn fordi de fik lov at få de usunde og tilsyneladende ret lækre snacks og købepizzaer.
Carolines forældre bliver dog skilt tidligt i hendes barndom og hun må som ene- og delebarn leve skiftevis mellem en øko-hippie-mor, samt en far der er tidligere misbruger og som bliver mere og mere syg med panikangst, kronisk bugspytkirtel-betændelse, samt diabetes og fik ikke den nødvendige hjælp i det etablerede system. Faderen får også et tilbagefald med alkohol og bliver desuden fejlmedicineret gennem 25 år. Det gør, at hendes hverdag er præget af ustabilitet og en stærk frygt for at miste sin far og ikke at vide hvor hun havde ham.
Fra da Caroline er 18 år gammel går hun en lang årrække i møde af stigende stress og traumatiserende episoder.
Bl.a. dør hendes mor pludseligt i en trafikulykke hvor Caroline ikke får hjælp til at bearbejde traumet og tager efterfølgende 20 kg. på i vægt. Hun rejser derfor, efter gymnasiet, til Italien hvor hun endte med at spise pasta, drikke rødvin og tude i 2 år oven på begivenhederne.
Caroline vælger dog herefter at tage hjem til Danmark igen hvor hun må gennemleve at hendes mormor også dør. Samtidig med dette har hun forsøgt at opstarte et fornyet dansk hverdagsliv, her med sin daværende mand. Hun bliver ydermere nybagt mor og begynder at læse og dykke ned i sundhedens verden…Men oven i denne proces dør også hendes far, efter kortvarig sygdom.
På trods af denne intense periode, så finder Caroline gåpåmodet frem og vælger at blive selvstændig og finde sig tilrette i sin dagligdag. Det ender desværre med, at uvisheden omkring svingende indkomst og det meget arbejde som kvinde i eget hus, ikke er nok til at holde hende på ret kurs. Det gør, at hun går ned med stress…
Carolines forhold ender i perioden herefter også med at blive til en skilsmisse, hvorefter hun for 2. gang går ned med stress…Denne omgang varer det bare et helt år hvor hun ikke kunne noget – med fx manglende tidsfornemmelse, svigtende hukommelse, kun få timers søvn om natten, samt nedbrudt immunforsvar og angstproblemer.
Caroline finder heldigvis sin viljestyrke frem, samt den gamle kerne af indre tryghed, som hendes mors alternative tilgang gav hende, og begynder derfra at eksperimentere med sin viden omkring kost, kroppens funktioner, psyken og hvad der skaber ubalance – og begynder en rejse tilbage til en hverdag med bearbejdning af sin fortid og den kobling der er mellem psyke, følelser, kost og krop.
Og det er denne rejse og hands-on erfaring – med rent faktisk at ændre ubalance til fornyet balance i eget liv – som Caroline lever af at formidle ud fra i dag.
Hør hendes historie, hvad hun gjorde for at genopbygge sig selv og lyt til spændende snak om kost og hormonernes indvirkning på vores trivsel, samt konkrete råd til hvordan du også kan finde vej gennem de ting, som forhindrer dig i at vibrere af sundhed og livsglæde.
Og et godt råd fra Caroline er, at tage den med ro, gå efter at nyde noget mere og at være nysgerrig på dig selv…
Du kan også læse mere information om Caroline Fibæk på www.carolinefibaek.dk og www.greengoddess.dk.
En stor tak til min gæst i denne episode for at ville dele og tusind tak til dig, der lytter med.
DET FORUNDERLIGE: 1 kg. Matadormix på kanotur, køerne bliver masseret ihjel, da Kernesund ikke var opfundet, ler er godt for helbredet, når bulldozeren kører dig over, du må ikke knalde folk ned på gaden, find din zafe-zone når tingene er crazy, Pippi Langstrømpe kan det hele, mmmh en rå hare, løven tager ikke en omvej for at brænde entre-côte’en af, madpakkehormoner, når du klemmer din egen vandslange, meditere 4 timer i et skab, samt når mave-hjernen arbejder.
SPILLETID: 1 time 53 minutter 07 sekunder