Føler du dig også nogen gange som Bambi på glatis?

Jeg husker så tydeligt denne animerede historie fra mine spæde unge år, som knægt på den vestsjællandske landidyl…
Der havde vi også en lille sø i baghaven (bagparken vel egentlig) og den eeeelskede vi at skøjte rundt på hver vinter…bade i den om sommeren (selvom der vist efter rygtet skulle være igler i den…yak…men vi var nok lidt ligeglade…for BADE det skulle vi)….

Den gang jokede vi så uskyldigt om at være på glatis ligesom Bambi…og vi grinte af det…børn devaluerer sjældent sig selv, når de faktisk falder…
Græder, ømmer sig…de responderer…og SÅ op på hesten igen…eller skøjterne…

Men så hen i den voksne alder har det ikke helt længere samme betydning…

At være på glatis er vel faktisk et begreb, som mange reelt ofte føler de havner i…i situationer hvor vi virkelig er på usikker grund. Hvor vi ikke føler vi kan holde balancen – holde os stående – det er simpelthen for koldt, for hårdt at skøjte, for blæsende, for meget virvar omkring os til at holde koncentrationen…for meget frygt…for meget fortid, der styrer vores tanker og følelser.

Vi har måske ikke bundet skøjterne ordentligt ?

Og jeg har tit følt mig ligesom Bambi i sociale relationer…Som om at jeg var en anelse kejtet til komsammener.
Ligesom den gang i folkeskolen hvor jeg ikke vidste hvor jeg skulle gøre af mine arme, når jeg stod stille til morgenforamling – hængende langs siden eller hænderne i lommerne? :o)

Du kender måske det med, at når du i dine tidligere fest-år (eller måske også i dag), har været til en komsammen hvor du synes de andre er sjove og gerne vil byde ind med noget, men når du så får sagt et eller andet “sjovt”, så virker det som om joken bare ikke falder i helt samme rille, som deres…og så kommer den der følelse af, at “nå men det var kejtet.

Gad vide om festen snart udvikler sig til mere fuldskab, så jeg slipper for det her samtalefest” eller “Jeg vil egentlig hellere hjem og ligge i min seng end gå i byen”…

Eller måske kender du selv det her med, at du til tider faktisk inderst inde eeegentlig ikke helt har kræfterne eller energien til den fest dagen efter, som du sagde ja til for en uge siden? Og så tager til den alligevel fordi du ikke vil gøre personen ked af det?

Nogen gange ved vi godt, at vi skal sige nej, men gør det ikke – måske af frygt for at såre, blive afvist eller usikkerheden i at stå solidt og fast med vores egen beslutning? Det er også tit, at andre så ikke forstår, synes man er mærkelig fordi man ikke vil det samme som dem…ikke sådan umiddelbart bare inkluderer, rummer og accepterer, at du har et andet ønske…

Det er derfor helt normalt at det kan ske, at vi “vælger” ikke at lytte til den stemme….

…Men det er ikke klogt at undlade at høre efter hver gang…

For rent psykologisk, så har det at sætte grænser for hvad vi vil, utrolig meget at sige ifht. hvor trætte, irriterede, fyldt op af følelser, og knap-så-godt-tilpas vi har det…

Ikke at sætte grænser, er som at undlade at snøre dine skøjter

Det er umuligt, at navigere rundt blandt sine medmennesker hvis ikke man har en afmærkning af sit personlige felt. Men at sætte grænser er ofte et ret ømt punkt for mange, og kan være rigtig svært, da der er mange følelser på spil. Ofte er det dog frygten for hvad dine grænser kan betyde for andre, som fastholder os i ikke at sætte dem.

Men i stedet for at tænke i frygt og tid og hvad andre vil tænke, så starter jeg med mig selv…

1. Hvad har jeg selv brug for og hvad har jeg ressourcer til?
   Hvad er mit behov? Hvis nu de mennesker du er sammen med ikke har det lige som dig, så er der er en forskel, som skaber en spændingstilstand…
   Her er det relevant, at du mærker efter hvad du kunne have lyst til, som stadig kunne inkludere den anden…Så begges gamle vaner kan anerkendes.

   Jeg tænker derfor også i “ressourcer” frem for “tid”…de fleste har en lille plads med tid i kalenderen til endnu en aftale, men stresser så over de har så mange aftaler og gøremål…så det handler måske om du egentlig har ressourcer til det du siger ja til i det hele taget?

   Jeg overvejer samtidig hvilken type komsammener jeg egentlig har lyst til at indgå i, samt hvad jeg har kræfter til. Jeg mærker efter om jeg har energi til det, når jeg kan mærke, jeg måske mere har brug for noget andet. Vil det være okay at sige nej denne gang eller skal jeg tage med fordi det faktisk vil gøre den anden glad? Og har jeg energi til den kærlige handling?

Kender du det – Med at du kom til at tage en beslutning lige lovlig hurtigt?

Sådan et “ja” til en fest du bagefter egentlig godt kan mærke du ikke har kræfter til? Men gør det alligevel fordi du ikke tør sige nej tak alligevel i frygt for at såre vedkommende?
Men er det ikke ofte sådan, at du faktisk sårer dig selv og ikke anerkender din egen til kærlighed til dig selv ved at undlade at passe på dine ressourcer?
Og så tager vi til festen, sådan med et lidt kunstigt harmonisk smil på og ofte er klokken reeeet laaaangsooom med at slå – og nøj der er længe til du kan “tillade” dig at gå hjem?

Nej det er for tidligt…jeg kan da ikke gå allerede? :O)

Haha…jeg kender det i hvert fald fra før i tiden hvor jeg aaaaalt for ofte “glemte” eller ikke havde lært og turde at sige nej tak…
Min tanke er, at det ofte kan give problemer i dit sind – negative tanker om dig selv – som konsekvens af, at du faktisk fortæller dit ubevidste system (der egentlig HAR prøvet at sige “hey – bliv hjemme du har brug for det”)

Og det kan snildt skabe energidræn…at du så bagefter lægger mærke til, at du er træt til daglig. Sådan mangler lidt overskud?

Undgå at lade dig dræne for energi – bind dine skøjter ordentligt

En god måde at undgå at lade din energi blive drænet på – og et af de ret essentielle steder at starte for at stoppe med at ødsle vores livsenergi væk – er altså at sætte grænser ! Ikke grænser på en negativ forstand over for andre, men kærlige grænser ifht hvad og hvornår du siger ja til aktiviteter…og derved ikke sætter dine egne grænser!

Prøv at tænk på, hvis du rent faktisk kunne sætte grænser for dig selv???

Så du ikke løber løbsk og ender med at være på glatis og ikke kan hold (den indre) balance? At træffe det valg er ikke et “nej” til ‘personen’ men et “nej” til ‘festen’…
Tænk hvis du kunne øve dig i, at vælge dig selv til, så du derudfra kan vælge andre til også…At vise andre kærlighed er godt. At vise dig selv kærlighed er i mine øjne meget bedre…for når du fx ikke sætter dine personlige grænser, så kan det være en mangel på kærlighed til dig selv…

Da jeg i sin tid fandt ud af, at jeg tillod andre at træde ind over mine grænser, ved netop ikke at sige fra (og oftest ’til’), så vidste jeg, at det var tid til at gøre det…Det valg har gjort, at jeg ikke længere har dårlig samvittighed, ikke føler jeg gør noget forkert ved at vælge mig selv til…for konsekvensen for mig var, at jeg bl.a. udviklede tinnitus og fordøjelsesproblemer…og i dag hvis jeg “kommer til” at lade mit ego træffe valgene (af frygt for fx ikke at være vellidt), så mærker jeg konsekvensen med det samme!
Ondt i ørerne og træthed…
Men så snart jeg sætter rammerne for hvad jeg har kræfter til, så stiger min energi markant og jeg oplever glæde, indre ro og tilfredshed !
Og min lyst til at deltage i fester og andre sammenkomster stiger fordi jeg vælger til i tråd med mine indre værdier.

En øvelse i at sætte rammerne for dine relationer

Prøv fx i den kommende tid, at sige ja tak til en komsammen hvor du takker ja, men siger ved dit “ja”, at du kun kan blive til fx kl. 23 da du har brug for at være frisk til dagen efter. At sige fra hvor til hvornår du kan, er en måde at hjælpe dig selv til at varetage din indre tilstand.

Og læg så mærke til hvordan modtageren reagerer og hvad der sker inde i dig selv…
Lad det ske…
Og husk, at hvis modtageren ikke forstår eller accepterer, er det måske fordi du gør noget vedkommende ikke er vant til at se hos dig…
Evt kan du sige, at du glæder dig til at se dem alle og hygge med dem…sig det med et oprigtigt toneleje og evt. et venligt smil. (Husk! at det skal være oprigtigt…hvis du ikke mener det, så lad være…det er uautentisk og uærligt hvis du forsager et smil…og det kan andre godt mærke)

I sidste ende handler det om hvor længe du i dit liv kan tåle at skøjte rundt på en usikker og glat is, du ikke ved om holder?

NYD at sætte grænser for dig selv og NYD at være sammen, med fuldt nærvær og i energi, med de mennesker du omgås, for så derefter at trække dig til egentid…bare med dig selv :O)

Jeg har lært meget af Bambi … og så er Stampe da for skøn en kammerat !