Kærlighed er mange ting – men forloren – Ellers tak…
Heeej 🙂
Jeg har det lige så godt netop nu og fik lyst til at skrive dette nyhedsbrev fordi der er så meget jeg gerne vil dele…og nyder samtidig en tanke om hvor dejligt det er, at have kærlighed indeni og mærke den fra mine skønne relationer…Hvor dejligt andre holder af mig for den jeg er…
Kender du den følelse?
?%#& !”# Og så gu-hjælp’me om der ikke midt i min wunderbaum indadvendte ro og taknemmelighed pludselig sniger sig sådan en irriterende følelse ind fra en revne i underbevidstheden…sådan en lille ninjatanke, der kaster røgslør og ikke helt gider fortælle mig at den kommer på besøg !%()”¤/% :
“Jaja Martin – hvad har du egentlig gjort for at fortjene andres kærlighed og accept?” – “hvorfor skulle nogen kunne lide dig?”
BUM !
Tak for kaffe siger jeg bare…Hvem filan har bedt dig om at kommentere og arbryde min zen-tilstand?
Nu havde jeg jo lige besluttet mig for at nu skulle jeg have det godt…
Kender du også den situation?
I mange år i mine unge dage gik jeg netop med forskellige mellemrum i forskellige oplevelser og godt kunne mærke jeg ikke altid følte mig helt som de andre eller at min omgangskreds havde det sjovere sammen end jeg havde det sammen med dem – var jeg ikke helt lige så sjov?
“Jeg måtte gøre noget for at passe ind og være sikker på de kunne lide mig…”
En total irrational tanke, men ikke desto mindre, så var det som om, at jeg søgte andres kærlighed – sådan at få anerkendelse og accept fra mine omgivelser – at deres handlinger og de ting jeg gjorde, ligesom fortalte mig, at jeg var god nok…
Men jeg turde da ikke realitetstjekke mine selvopfundne verdensbilleder…puha – nej at sige jeg gik og var usikker og havde det lidt svært indeni…never…aaaalt for farligt…
Også selvom jeg var total velfungerende, lavede alle mine lektier, fik gode karakterer og dyrkede sport, så inderst inde har jeg ikke følt mig helt god nok som jeg er…
Kender du nogen der kender nogen, som nogen gange har det sådan? 🙂
Først i mine voksne år gik det op for mig, at mange af de manglende grænser, jeg ikke fik sat, tankerne om at jeg ikke turde gå hjem tidligt fra en fest, for hvad ville de andre ikke tænke osv. blot stammede fra den samme grundårsag – ikke at elske mig selv fuldt ud…
En af vejene til at komme ud af frygten for at sige fra, stole på at mine egne valg var gode nok, samt hvile i mig selv når jeg skulle argumentere for en holdning jeg havde over for dominerende personer, var at beslutte, at princippet om at kærligheden stammer indefra skulle være den styrende ideologi for mig.
Og ved du hvad…det virkede…jeg fandt faktisk ud af hvilke principper og metoder, som jeg reelt kunne få til at virke, så jeg ikke længere behøvede søge kærligheden fra mine omgivelser, men kunne oprigtigt finde den i mig selv og derved tæmme den der irriterende ninja-røgslørende-indre-livsdæmper…
Undgå at din kærlighed bliver forloren – dyrk den i dig selv og øv dig i at acceptere dig selv, for alt hvad du er!
