Det er godt at være ambitiøs…på egne og andres vegne…Men hvem er vigtigst?

Når man arbejder med mennesker er det en kunst at “være interesseret” og ikke bare “interessant” selv…At huske man er der for dém – inden for en given ramme er essentiel…At sigte efter det ambitiøse uden at miste nærværet og kontakten til dem man har med at gøre er en hårfin balance.

Det handler om at tage bestik af den professionelle kontekst der er og inden for den, udfolde sig med de ressourcer man har. Alle kán noget – og ér mennesker…Som lynhurtigt kan blive reduceret til tal, fakta, og et mål der skal nås…Og det er en ærgerlig forsimpling, som ingen fortjener. At motivere og lede efter det særlige potentiale den enkelte besidder er derfor det mest ambitiøse mål jeg kender…

Der er muligheder for alle, uanset ressourcer. At finde dén plads – til dem der mangler – er værdifuldt…Og kan man samtidig gøre det inden for de krav der er, så de føler sig mødt, respektfuldt behandlet, ligeværdigt inddraget og med deres unikke bidrag i højsædet – ja så er det godt at være ambitiøs…