Du har ret til at sige fra, hvis en arbejdsrelation træder ind over dine grænser. For intet arbejde er vigtigt nok til at du skal gå ned med stress og miste arbejdsglæden.

Forestil dig, at du står som medarbejder på din arbejdsplads og kan mærke det trænge sig på og langsomt snige sig ind på dig…

Den der dyne og tyngende åg…En form for indsnigende tåge der driver ind fra havet og lægger sig på huden, i håret, over det hele…og nærmest gennemtrænger dit sind og dit væsen…

Du står der på din arbejdsplads og mærker mindreværdet og at du ligger under for en andens adfærd…

En fornemmelse, der så ofte i dit liv har været årsag til mange kompromis’er med dit eget indre kompas og hvor du af frygt for konsekvenserne ikke har været tro mod dig selv.

Du begynder derfor at trække dig fra kollegerne og er træt i løbet af dagene og synes at arbejdsglæden langsomt forsvinder…Der hvor du bare har lyst til og brug for at trække vejret dybt og puste ud med et suk, nærmest som om, at der er et bånd om brystet og at tyngdekraften har besluttet sig for at veje dobbelt så meget lige for tiden…men mest bare på dig…

Men er det nu også dig der er galt på den? Og tanken om at du mon skal finde et andet job, giver dig bange anelser…Men gør dig også opmærksom på, at der måske er noget, som ikke helt er på plads og som det skal være…”noget” er galt…”noget” er ikke helt i balance…For du kan jo godt lide jobbet og kollegerne – men hvad er det så der har sneget sig ind og som du er ved at normalisere og vænne dig til i stille og ufrivillig mindreværds-accept?

Hm…Du reflekterer over det, tænker, har intentionen om at finde årsagen, mærker hvilken følelse du har og hvad den vil fortælle dig…Hvad handler det her om?

Og så slår det dig ! Det er en følelse af mindreværd. En følelse af at blive talt ned til, at blive “belært” og at der er mistillid til dine evner…Det er ikke sikkert du har ret i det er sådan og vedkommende det omdrejer gør det jo højst sandsynlig bare i god mening fordi der skal sikres rammerne overholdes og kommer godt i mål med opgaverne…Men det er måden det bliver gjort det på, der kan være et problem…Det er din oplevelse af, når noget ikke er ligeværdigt og det er en uhensigtsmæssig blanding af perspektiver…For problemet kan sagtens stamme et andet sted fra og ikke i din evne til at løse opgaverne…

Valget kan være klart når du står i det…Du har gået længe nok ned af en forkert vej og har brug for at hele helt op på frygten for ikke at være accepteret og at turde sige fra når noget ikke er i orden…Du skal gøre det…for dig…men også for relationen…for du mærker du trækker dig og mister arbejdsglæde og at det går udover din indsats på sigt…og at du bliver mere og mere irriteret på den person der handler om. Og det går jo også udover den professionelle indsats og modpartens trivsel.

“Uanset hvor langt du er gået ned af en forkert vej, så vend om.”

– Kinesisk ordsprog

Gosh…det vender sig inden i dig…Du skal gøre op med noget gammelt…endnu en gang…men nu er det nu…og du har ret til det…Bare fordi du er på job, er det ikke lig med, at ligeværdighed og respekt for hinandens måde at fungere på, bare skal ryge fløjten…Du skal ikke ned med stress – igen…og nu kan du samtidig lære noget af at gøre det og hele op på din konfliktskyhed…

Så du siger det…Og som det står beskrevet i bogen”Sådan håndterer du besværlige personer”, så leder du den negative energi tilbage til kilden, på det først mulige tidspunkt, på lavest mulige spændingsfelt, til størst mulig læring…Du gør det samtidig i fredstid hvor både du og vedkommende har ro til “konflikten” uden for meget arbejdspres…

Du trækker personen til side så i bare er jer to og ikke i plenum fordi der er for stor risiko for der kan opstå et værdighedstab – og så siger du:

“Jeg har lige bruge for at vende noget med dig. Jeg har haft en oplevelse af at den sidste uges tids samtaler og møder med dig har sluttet ubehageligt for mig. Jeg siger kun det her fordi jeg gerne vil at vores samarbejde skal fungere godt og det er ikke dét, at du siger det til mig, men det er måden du gør det på.

Når du har talt om hvordan jeg skulle løse mine opgaver, så kunne det godt give mig en følelse af, at blive talt ned til, at blive belært og en mistillid til min indsats og evne til at løse opgaverne. Jeg tror problemet stammer et andet sted fra og at du kun gør det i god mening for at vi alle kommer godt i mål. Jeg har dog bare brug for at du ikke gør det sådan med mig, for det fungerer bare ikke for mig, at vi to arbejder sammen på den måde. Jeg vil derfor gerne, at du ikke forklarer for mig hvordan jeg kan optimere tingene – det ved jeg allerede og kan godt selv justere på tingene uden kontrol.

Jeg tager selv ansvar for, at jeg herfra vil være ekstra opmærksom på at løse tingene som det forventes og vil tale med de rette om mængden af opgaver for som det er lige nu, er det ikke muligt at leve fuldt ud op til det der forventes…”

JAIX…Så kan du sidde der med bolden (eller bomben ville nogen mene) som nu var kastet tilbage til kilden. Venligt og respektfuldt. Sagligt og i relation til kerneopgaven.

Uanset hvad, så “skulle” du sige fra…for din skyld…Du vil ikke miste din arbejdsglæde og ligge under for mindreværd…Men det er svært…For hvem kan lide at være upopulær og sige tingene som man ser dem, når risikoen er, at man kommer i karambolage med andres forventninger? Det er vigtigt at huske, at den slags indre dialog er irrationelle og frygtstyrede tanker fordi vi nemt knytter os og bliver afhængige af indkomst, andres accept m.m….Og så kommer alle tankerne: “De ser det nok som brok”, “Jeg virker nok til jeg ikke gider”, “De fyrer mig garanteret for det her”, “Jeg kunne også bare lade det ligge – det er nok bare mig der er galt på den alligevel”….

Men nej…Det er det ikke nødvendigvis…Og når du står ved dig selv, så letter det ofte allerede samme dag – tågen og tyngden. Nervøsiteten kan sidde der resten af dagen og fade langsomt ud, men den forsvinder og vil ikke længere tynge dig…Og så kan du næste dag møde og være tanket op igen. Gluk, gluk, gluk, gluk, gluk – som en vandflaske af selvværd og energi bliver du fyldt op igen med fornyet arbejdsglæde og styrke – til gavn for jer alle…Du fyldes indefra og ud…Værdigt og i balance…

Intet arbejde er vigtigt nok til at du skal gå ned med stress…og du har ret til at blive respekteret for de unikke behov du har og den måde du fungerer på som person…Og hvis ikke det er muligt, så skal du flytte dig.

”Du skal aldrig blive i en dysfunktionel sammenhæng/relation i mere end 6-8 måneder, for hvis du gør det,
er der en risiko for at du vænner dig til det.”

– Sebastian Nybo

En grundregel er derfor, at hvis du mærker noget ikke er optimalt, fx hvis du sidder i en arbejdssammenhæng, der ikke fungerer og du ikke kan komme med dine input eller føler dine bidrag bliver vægtet mindre væsentlige, så tal med vedkommende om det 1-on-1, max 3 gange. Hvis det så ikke virker, så tal med lederen om det, 1-on-1, max 3 gange og er det ikke nok, så overvej om du har ressourcerne til at forandre på det der i virksomheden ikke virker. Mærk efter om du kan leve med det og lære undervejs ved at skubbe tingene i en mere positiv retning – eller om du skal søge et andet sted hen, hvor DU kan få lov at bidrage og blomstre.

Lev med det eller lad være!

Vær tro mod dig selv på jobbet…og lad tågen lette igen…intet andet er vigtigere…