Når du tør at være sårbar og udtrykke dine behov, så låser du op for dig selv…

Når du oplever, at noget ikke er helt som det skal være, så kan det sagtens være fordi det er en stor opgave du er i gang med. Nogle livsprocesser er bare heftige og så er det ikke nok kun at forsøge at være positiv.
Problemet opstår dog når du går i stå og ikke har bevægelse i din proces. Hvis du er bange for at åbne op for det det egentlig handler om eller går for længe med det inde i dig selv.

Forestil dig, at du skal få en plante til at trives. Den skal vandes indimellem. Nogle gange skal du gøde, andre perioder skal du bestemt ikke fordi planten er i dvale og vækstsæsonen ikke er klar endnu, mens du til tider skal sørge for den får mere sollys. Hvis du ikke mærker efter på plantens jord og din egen fornemmelse for hvad den har brug for, så går den ud…jorden mugner…bladene falder af…

Ligesådan har du som menneske også brug for samme ømhed og omtanke…ellers går du ud…og visner langsomt…

En af nøglerne til en velafbalanceret vækst er, at du er sårbar…du tør at mærke på de følelser du har og kigge på dem. Du tør at rumme de svære, men også de gode følelser. Du tør at være ærlig over for dine relationer – ja – også selvom der er en risiko for at de bliver såret…

Når du lægger låg på dig selv og ikke tør at være sårbar og se dig selv ind i dit indre, så fjerner du dig fra den du er – og det er da en skam….for det er derinde du finder den glæde du besidder og altid har haft med dig…

Jeg har selv haft svært ved at udtrykke følelser og ligeledes hjalp det ikke at jeg var en mand og kom i kredse, der ikke havde for vane at tale om ting der var svære 😉
Men jeg kunne bare mærke på et tidspunkt i mit liv, at der var ting, som var sket, som gjorde at det hele ikke bare kørte på skinner…

Inderst inde vidste jeg godt, at det betød jeg skulle ændre nogle ting…men samme stemme vidste også, at det faktisk var mig selv der skulle ændres noget ved…Jeg skulle slippe noget af min stolthed…den der altid har styr på tingene…og den del af mig, som var bange for at blive grint af og fordømt pga. de ting jeg havde brug for at sige…

“Tænk hvis nu mine venner synes jeg er mærkelig eller griner af det. Hvad nu hvis de ikke har lyst til at se mig på samme måde. Eller at jeg kommer til at føle mig forkert på den igen og at følelsen af ikke at være elsket og holdt af, dukker op?”

(Indsæt selv lyden af en skræmt person, der føler sig lidt alene og samtidig laver en synkebevægelse i halsen, hvor det bare lyder helt vildt højlydt og selv den mindste knappenål der tabes på gulvet kan høres)

Så jeg var nervøs. Jeg tænkte og tænkte. Jo mere jeg tænkte jo værre blev det.

Indtil en dag jeg fik taget modet til at udtrykke og være sårbar…så lettede det…og glæden ved at opleve en relation møde mig som den jeg er uden fordømmelse, men i accept.

Men den aften jeg talte med ham om det…Uuuuh hvor det snurrede inden i…
Det føltes lidt ligesom første gang jeg var “på date” med en pige da jeg gik i 5. klasse hvor vi sad i biografen, side om side, hænderne blev langsomt lagt hen mod armlænet mellem os, fingrene åbnet lidt, rykket 1 cm. mod hende…tager hun mon min hånd? og så fik vi aldrig flettet fingre alligevel fordi det var for farligt…den fornemmelse… den nervøsitet… kan du huske det?

Til sidst på aftenen får jeg så sagt – med en synken og øjnene flakkende titusind steder hen, og særligt mod gulvet:

“Jeg ville egentlig gerne lige ehhm…altså jeg ville gerne snakke med dig om noget også…”

(Stilhed…ligesom ude i rummet…pinlig tavshed…kværnen i midt hoved…)

“Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre fordi jeg har ikke samme lyst til at være en del af vores fællesarrangementer mere. Jeg har nydt det rigtig meget gennem tiden, men min interesse for det er forandret og jeg vil egentlig hellere snakke med dig en-til-en som i dag, end sidde til druk og fest med jer alle. Jeg bliver nemt træt og får ondt i ørene pga. min tinnitus. Det er virkelig ikke fordi jeg ikke vil jer, men mere selve setup’et jeg siger nej til…”

(Frygt for han bliver sur…har jeg mistet al kærligheden…uh nu bliver han fornærmet…shit hvorfor er det så svært…for hævlet da os’…han ser mærkeligt på mig…arh hvad tænker han dog…synkebevægelse…)

Og så svarer han naturligt og ligefrem:
“Det kan jeg nu godt forstå. Det vigtigste er da at du har det godt. Og så skal du jo ikke tage med hvis du hellere vil noget andet. Du skal ikke tænke på os på den måde – vi fester jo bare alligevel som gale… 😉 … Har faktisk også selv tænkt på at melde fra nogle gange men har ikke rigtig fundet modet til det…det er nu hyggeligt at kunne sidde og snakke om noget af det der også er vigtigt ligesom nu…bare en gang i mellem…”

(forbløffelse…forbavselse…øøh…fedt…hvor dejligt…underlig stilhed og lettelse inden i på samme tid…deeet gik jo godt…wow…okay…så var det ikke så farligt alligevel og jeg er åbenbart ikke den eneste der har det sådan…)

Måske kan du genkende dig selv i ovenstående. Måske har du faktisk nemt nok ved det og så ligger din udfordring måske mere i at du ikke får omsat og sluppet de følelser der lurer. Uanset hvad der er rigtigt for dig, så har vi alle brug for at lade energien flyde og undgå at stagnere…

Gør dig derfor, i den kommende måneds tid, dine egne erfaringer.

– Kan du mærke, at du ikke får talt med din chef om noget der går dig på?
– Har du ikke sagt til eller fra ift. din partner selvom du kan mærke du skal – for forholdets bedste?
– Ved du godt der er noget i dig, som kræver forandring, men har du ikke siddet i stilhed længe nok til at turde undersøge det?

Spørg dig selv til daglig – stop op og reflekter over dette:

Hvad er du mest bange for ift. dig selv og dine relationer?
Og hvad har du behov for?