Jeg tror på, at alle mennesker har noget helt særligt at byde på og at vi alle gerne vil bidrage med noget, uanset hvor mange ressourcer vi har. Det er min erfaring, at de fleste mennesker – når de bliver set, med det unikke potentiale de besidder – og ikke skal passe ind i en kasse, de inderst inde ikke naturligt ville kunne fungere i, nemmere kan trives og finde motivation til at indgå i et opløftende relationelt fællesskab med andre – om det er som arbejdsdygtig, som ledig eller hvilken som helst anden relationel sammenhæng. Det er ikke meningen, at det er individet der altid skal være forandrings- eller omstillingsparat, skal lave om på sig selv og tage ansvaret for at komme i mål, hvis bolden og boldbanen ikke er kridtet fair nok op…
Intet lilleputhold kan klare at spille på en professionel bane med for utydelige forventninger – og intet professionelt fodboldhold kan klare at spille på en lilleputbane med for snævre vilkår…Det er helt fint hvis en person ikke kan leve op til de forventninger der er og måske skal flytte sig på sigt, men det er unødvendigt at kridte banen op så spillerne bliver grisset til og kørt over af maskinen…Hvad gør man på et fodboldhold? Man sørger for at talenterne den enkelte har kan udvikles – og véd, at individet er en unik ingrediens med sit helt særlige bidrag – og dét skaber man plads til…hvorfor er det så, så mange oplever, at man ikke gør det i arbejdslivet?
Rammen skal justeres til at passe til mennesket – så vil mennesket have lyst til at indgå i rammen…
Det starter med rammen vi indgår i og at dem der sætter rammen – uanset hvilket niveau man er på – har et etisk ansvar for at inspirere og gøre det man kan for at give andre muligheden for at udfolde sig og trives med det arbejde eller aktivitet man er en del af. Den enkelte kan jo altid smutte fra rammen…hvis den bliver for snæver…men det er oftest ikke nødvendigt at komme helt dertil…
Når de rette forudsætninger er tilstede og det miljø vi indgår i på fx arbejdspladsen, som ledig eller i andre omgivelser, er respektfuld og løfter frem for at presse i et tempo og facon der er ressourceoverskridende krævende – kan vi bruge vores naturlige talenter og finde større trivsel, mening og tillid til hinanden og os selv…
Alle har noget at bidrage med…
Når vi som individer og fællesskaber skal trives handler det om at vi finder det menneskelige frem i de rammer vi er en del af ved bl.a. at vise værdighed og respekt for den enkeltes unikke behov, så vi kan indgå i et ligeværdigt samarbejde. Mennesker skal mødes i øjenhøjde og med respekt for de behov vedkommende har, så det bliver muligt at bevæge sig støt fremad inden for den professionelle ramme der er.
Et menneske der klemmes tilpas sammen over tid vil opleve demotivation, fastlåsthed, dalende tro på egne evner, risiko for overbelastning som stress og manglende energi, samt øgede negative tankemønstre og modvilje mod omgivelserne og det ellers potentielt gode samarbejde. Det er ikke lig med, at man ikke skal være i engagerede situationer, være i positiv akut stress og i perioder gå til sine grænser – men det skal opvejes i doser og gøres i et tempo og på en etisk og ligeværdig måde, så mennesket kan følge med…
I en hverdag hvor tingene går alt for stærkt for de fleste – og med en farlig cocktail af informations-overload, stigende grad af kompleksitet og en øget fagspecialisering og fokus på vækst, titler og uddannelse som det der skaber værdi – er der brug for at lære at passe bedre på os selv og hinanden.
Særligt når den fremherskende tendens i samfundet er at have langt større fokus på effektivitet og vækst frem for glæde og trivsel – er det om nogensinde før vigtigt at vi bliver bedre til at tage vare på vores egne behov og hinanden. Flere og flere mennesker oplever en stigende meningsløshed, behov for øget omtanke og langsigtet blik for de små handlinger i hverdagen, samt at der er en uoverensstemmelse mellem ens eget engagement og omgivelsernes forventninger.
Vi skal gerne kunne være os selv og stå ved den vi er…Men det er enormt krævende at stå helt fast over tid, hvis man konstant presses til at være mere eller andet det man naturligt er…
Bare fordi vi går på arbejde eller skal leve op til kravene ens ramme stiller, så er det ikke lig med at man skal stille sig tilfreds med opgaver og krav der dræner ens humør eller en omgangstone, der ikke er respektfuld eller ligeværdig. Vi må for alvor vælge for en stund at stille os lidt udenfor arbejdsrytmens enerverende hjul af tidspres og forholde os objektivt til hvad det egentlig er, at vi har gang i…
Derfor oplever jeg, at der er fire vigtige spørgsmål at stille for at vi som individer passer på os selv, som en modvægt til tesen om at vækst og konkurrence er den hellige gral og vigtigere end menneskelig værdi, samt idéen om at folk ikke vil bidrage…det vil de fleste – når rammen er i orden:
- Hvordan kan vi skabe rammerne for at de mennesker vi har med at gøre, løftes og styrkes, frem for at drænes og stresses?
- Hvordan kan vi som individer indgå i en relationel ramme, der ikke altid er gennemtænkt og tilpasset den enkeltes unikke måde at fungere på – og som ofte slider på ens ressourcer frem for at løfte og styrke ens værdi?
- Hvordan kan vi hver især indgå i en kontekst af forventninger, hvor vi lever op til de opgaver der skal løses, men undgå at blive slidt ned før tid – og stadig bevare vores eget etiske fundament som mennesker?
- Hvordan bevarer vi vores arbejdslivskvalitet og holde fokus på det, der er vigtigt for os hver især, samtidig med at vi yder en indsats for fællesskabet?
Det er om noget relevant, at vi som samfund, som ledere og som inspiratorer, som individer og som medmennesker, arbejder for at ansatte, medarbejdere, kolleger og borgere uanset status og position, søger at skabe rammer, der styrker muligheden for mennesker at kunne bevare deres egen arbejdslivskvalitet og værdimæssige ståsted – og stoppe op for en stund, så vi kan frisætte os selv fra at lade omgivelserne diktere hvor godt vi skal have det.
Intet arbejde og ingen “alt for snæver ramme” er vigtig nok til at menneske skal gå ned med stress…Synergien opstår i et fleksibelt samspil mellem individet og rammen…hvis den ene er for rigid – så ender bolden i det forkerte mål…
